Kan jeg få knæk i kæbeleddene af en bøjlebehandling?

Før i tiden troede mange, at bøjler kan medføre kæbeledsproblemer. Nyere undersøgelser fra Sverige, som er foretaget af førende specialister, viser imidlertid, at patienter, som bliver behandlet med faste bøjler får færre problemer med kæbeleddene.

Patienter med store overbid og dårligt sammenbid har oftere problemer med kæbeled og tyggemuskler end unge med normale bidforhold eller unge, der har fået rettet tænderne. Det hjælper altså på kæbeleddene og musklerne at få rettet tænder.

Der er mange teenagere, især piger, som overbelaster kæberne ekstremt med tyggegummi, neglebidning og lignende. Netop i denne aldersgrupper, ser vi mange kæbeledsproblemer.

Hvis man har bøjle på tænderne, og der opstår problemer med kæbeleddene eller tyggemusklerne, skal man skåne kæben så meget som muligt. Man skal holde op med tyggegummi og neglebidning ,og man skal holde sig til blød kost i en periode. Så vil problemerne normalt holde op af sig selv. Det er normalt ikke bøjlerne, der forårsager problemerne.

Fortsætter knækkene og smerterne i kæbeleddene, kan der være sygdom i selve leddene. Nogle gange kan en bidskinne hjælpe. Fortsætter smerterne kan man lave en "arthroskopi" eller en kikkertundersøgelse af leddene. Her skyller og renser man selve leddet, og det hjælper normalt med det samme. Denne behandling foregår i narkose på OUH.