Kæbeoperation

Nogle børn og unge udvikler ekstreme afvigelser i kæberne.

Eksempelvis kan underkæben vokse for meget og føre til udvikling af ekstremt underbid.

Vokser underkæben for lidt, udvikler barnet ekstremt overbid. Det kan påvirke hele ansigtets form og sammenbiddet er ofte så dårligt, at man lider af spændingshovedpine.

Vi kan først behandle såkaldte vækstbetingede kæbeanomalier, når kæbevæksten er afsluttet. Det vil for pigers vedkommende være omkring 18 års alderen og for drenges vedkommende omkring 19-20 års alderen.

Vi udfører behandlingerne i tæt samarbejde med hospitaltandlæger. 

Først udfører vi tandregulering med faste bøjler. Når tænderne står korrekt i kæberne, bliver kæberne opereret på plads. Sammenbiddet passer og ansigtets form bliver normalt.

Ved store underbid bliver overkæben flyttet frem og underkæben tilbage, så barnets ansigt bliver harmonisk.

Ved store overbid bliver underkæben flyttet frem og overkæben tilbage. Eventuelt bliver hagen sat frem.

      Før og efter kæbeoperation med forlængelse af underkæben og hageplastik (Obwegeser og Genioplastik)


Operationer

Operationerne bliver udført af specialtandlæger på de kæbekirurgiske afdelinger på landets store sygehuse.

Selve operationen foregår under fuld narkose og du bliver kun opereret inde i munden. Du får derfor ingen synlige ar efter operationen.

Ved operation af underkæben, deles kæben ved den bagerste kindtand i begge sider og den forreste del med tænderne flyttes ved overbid fremad indtil sammenbiddet passer.

Under operationen sættes kæben sammen i den nye stilling med små rustfri skruer, således at kæben er fast. Du kan umiddelbart efter operationen gabe lidt og fungere forholdsvis normalt.

Dog må du kun få blød kost i den første tid efter operationen.

En operation, som her beskrevet, varer normalt en god times tid og efterfølgende bliver du på sygehuset en til to dage. Du skal regne med at være sygemeldt sammenlagt tre-fire uger.

Efter seks uger er kæben vokset helt sammen og du kan spise normalt.

Operationen er ufarlig og normalt har man ingen smerter bagefter. Imidlertid er der risiko for at miste en del af følesansen i underlæben og på hagen. Jo ældre du er, jo større er risikoen.

Unge mennesker har mindre risiko, og hvis du alligevel mister følesansen i et stykke af huden, vænner de fleste sig til det efter et stykke tid.

Ved operation af overkæben kan du også blive midlertidigt følelsesløs omkring næsen og i tandkødet, men her kommer følesansen normalt altid igen efter nogle uger eller måneder.

Behandling af disse vækstbetingede kæbeanomalier er gratis. Sygehuset betaler for både tandreguleringen og for operationen.

For at få bevilget denne type behandling, skal du først til undersøgelse og konference på en kæbekirurgisk afdeling på et af de store sygehuse.

      Før og efter tandregulering med fjernelse af fire tænder og kæbeoperation, hvor overkæben løftes og hagen forlænges
(Le Fort I osteotomi og genioplastik)